Ingen bange anelser ødelagde oplevelsen af det stærke nu. Heller ikke selv om jeg har lagt øre til en hel del historier om fatale ulykker på snoede og snirklede veje. Vi blev jævnligt mindet om disse historiers relation til virke­ligheden af de kors, der med ujævne mellem­rum stod i vejkanten. Vel og mærke altid i den side af vejen, der vendte ud mod den dybe kløft, så man ikke kunne være i tvivl om, at de mennesker, korsene var rejst til ære for, havde endt deres dage den vej på.

Ned, ned, ned, indtil de ramte klipperne og splintredes, befriet for deres jordiske liv. Der var for eksempel historien om bus­chaufføren, der ville skifte kassettebånd i et sving, og tog hele bussen med sig ned i afgrunden, fordi hans trang til at høre det nyeste cumbia-hit var større end hans ansvarlighed. Eller ham, der lod sin 8-årige søn prøve at køre bussen på en lidt uheldig strækning, og lidt for ung til at få kørekort, hvilket han jo så aldrig nåede at blive gammel nok til. Men han fik da kørt lidt alligevel.